Breve, blæk og Blixen - mellemtrin
Lad dine elever mærke historiens vingesus, når de på Det Kgl. Bibliotek skal skrive gammeldags breve med fjerpen, blæk og laksegl.
Kærlighedsbreve, postkort, brevkassebreve, telegrammer, gækkebreve og rejsebeskrivelser - tag din mellemtrin-klasse med på en historisk rejse ind i brevgenren gennem nogle af de største danske forfatteres personlige breve – blandt andre Karen Blixens.
Lang tid før internet, tablets og videosamtaler var mulige, var brevet en vigtig kommunikationsform. Tusinder og tusinder af håndskrevne breve blev skrevet til familie og venner på tværs af land og grænser. Det Kgl. Bibliotek har store brevsamlinger fra kendte forfattere, som giver et enestående indblik i deres liv og tanker.
Gennem udsnit af disse breve får eleverne indblik i fortidens liv, de lærer om brevet som genre og prøver selv kræfter med det personlige håndskrevne brev med gammeldags skriveredskaber som blæk og fjerpen.
Praktisk
- Målgruppe: 5.-6. klassetrin
- Læringsmål: Eleverne har viden om brevet som kommunikationsform og genre og kan udtrykke sig gennem mediet
- Varighed: 2½ timer
- Pris: Der udloves et antal forløb uden betaling efter først til mølle-princippet. Herefter er prisen 700 kr.
Materiale til læreren og elevernes arbejde før og efter besøget
Spisning
Tid til spisning af madpakker i Galejsalen skal bookes på forhånd. På grund af andre aktiviteter i lokalet kan vi kun tilbyde 15 minutter til spisning. Det kan både gøres før og efter undervisningen. Om sommeren anbefaler vi, at I nyder jeres madpakker udendørs i Bibliotekshaven eller ved havnekajen.