Diverse figurer under glasklokke

Foto: Malthe Ivarsson

Kulturarvens skatte - Mellemtrin

Besøg udstillingen "Skatte" med nogle af de mest værdifulde værker i bibliotek og byg små universer, der formidler skattenes historie.

I dette undervisningsforløb oplever, undersøger og fortolker eleverne det vigtigste og mest værdifulde fra bibliotekets samlinger. Vi besøger udstillingen "Skatte", hvor hovedværker og højdepunkter fra dansk kulturarv er udstillet. Her opleves alt fra H.C. Andersens papirklip og håndskrevne eventyr, Tycho Brahes observationer af stjernehimmelen, en original Tintin-tegning, Saxos egen kladde til sin Danmarkshistorie og meget, meget mere.

Vi sætter fokus på udstillingens værker og skaberne bag dem, deres historie og den betydning, de har for Danmark og dig og mig, nu og i fremtiden.

Dialog, samarbejde, undersøgelse og elevernes egen fortolkning af de historiske skatte er undervisningsforløbets fundament. Eleverne oplever sammen med en underviser fra biblioteket udstillingen og undersøger i grupper udvalgte værker i udstillingen. Efterfølgende skal eleverne skabe miniuniverser, der fortolker et værk fra udstillingen. Miniuniverserne bygger eleverne med miniaturefigurer og bagefter videreformidler de deres arbejde til deres klassekammerater.

Forløbet starter på skolen med et materiale, hvor I som klasse selv forbereder jer på besøget. Derefter fortsætter undervisningen på Det Kgl. Bibliotek og foregår dels i udstillingen "Skatte", dels i bibliotekets undervisningssal Galejsalen. Efter besøget har I mulighed for at fortsætte arbejdet hjemme på skolen med et materiale, der samler op og bygger videre på indtrykkene fra biblioteket og temaet kulturarv.

Praktisk

  • Målgruppe: 4.-6.- klasse
  • Fag: Dansk og historie.
  • Læringsmål: Eleverne har indblik i højdepunkter fra den danske kulturarv og viden om kulturarvsbegrebet.
  • Pris: 700 kr. Gratis gennem Åben Skole i Københavns Kommune.
  • Varighed: 2½ time

Det Kgl. Biblioteks historie

Digital indsamling

Spisning

Tid til spisning af madpakker i Galejsalen skal bookes på forhånd. På grund af andre aktiviteter i lokalet kan vi kun tilbyde 15 minutter til spisning. Det kan både gøres før og efter undervisningen. Om sommeren anbefaler vi, at I nyder jeres madpakker udendørs i Bibliotekshaven eller ved havnekajen.