Gå til hovedindholdet
Børn kigger igennem glasrude i dør

Foto: Malthe Ivarsson

Besøg huset på egen hånd

I er velkommen til at besøge Det Kgl. Bibliotek på egen hånd. Tag et nærmere kig på husets forskellige områder.

Kirkebybroen

Kig op! Hvad synes I, det ligner? Måske sten, mineraler, diamanter eller bjerge? Per Kirkeby var dansk billedkunstner og arbejdede med geologi. Kirkebybroen forbinder Den Sorte Diamant med bygningerne Hansen og Holm.

Udsigten

Tag trappen eller elevatoren til 6. sal og gå id på glasbroen. Her har I udsigt over hele Den Sorte Diamants imponerende atrium, og I kan se helt over til Christianshavn og Cirkelbroen.

Katalogværelserne

I Det Kgl. Bibliotek er samlingerne gemt væk i arkiver og magasiner for at passe godt på tingene. Bøgerne står ikke fremme på bogreoler, som på andre biblioteker. Flere af bibliotekets bøger er så værdifulde og skrøbelige, at de må gemmes væk. På den måde kan biblioteket passe ekstra godt på dem, så man også kan læse dem i fremtiden.

Skufferne er fyldt med sedler med opskrevne titler. Man kalder det kartotekskort, som før i tiden blev brugt som indholdsfortegnelse, så man kunne finde rundt i de store samlinger. Sedlerne er meget gamle og skrøbelige, så husk at I ikke må åbne skufferne.

Gammel læsesal

Tag et kig gennem vinduet til den smukke Gammel læsesal. Mange studerende og forskere sidder i salen dagligt. Husk at I ikke må gå ind, men kun kigge gennem vinduet.

Bibliotekshaven

Den hemmelige Bibliotekshave ligger mellem Det Kgl. Bibliotek og Christiansborg. Gå på opdagelse efter de forskellige statuer i haven. Hvis vejret er til det, kan I nyde jeres madpakker her.