Lærer- og pædagogvejledning - ABC – De alfabetiske lege
Vejledning til dagtilbud og 0.-1. klasse Udforsk bogstavernes universer i undervisningsforløbet ABC – De alfabetiske lege
Er C et surt bogstav? Føles Ø som en østers? Og hvorfor er Bjørnen B’s venner løbet væk? Dét og meget mere skal vi udforske i forløbet, hvor vi skal opleve bogstaver og ABC-bøger på fantasifulde måder.
Det Kgl. Bibliotek rummer hele Danmarks hukommelse. Biblioteket er et hus af viden, med højt til loftet og dybe rødder. Vi passer på hele Danmarks kulturarv og deler den med jer. På reolerne står fascinerende fortællinger og vidt forskellige værker med alt fra H.C. Andersens håndskrevne papirer til legetøjskataloger fra Fætter BR.
Biblioteket tilbyder børn et unikt læringsmiljø i en bygning, som er kulturarv i sig selv. I Christian 4.’s nyindrettede Galejsal kan børnene udorske, være kreative og lære. Under besøget møder børnene historien i øjenhøjde og får vakt sanserne. På Det Kgl. Bibliotek præsenteres børnene for spændende, skæve og sjove fortællinger – alle sammen nøje udvalgt til dem fra den store kulturarv.
Det Kgl. Biblioteks læringsmål
- Børnene får indsigt i Det Kgl. Biblioteks historie og ansvar for indsamling og bevaring af blandt andet bøger.
- Børnene får indblik i et udvalg af ABC-litteratur, der er udgivet gennem tiden.
- Børnene kan give eksempler på, hvordan forskellige ABC-bøger kan fortælle hver deres historie om alfabetet.
- Børnene lærer at udtrykke sig igennem velkendte rim og får et indblik i, hvad bogstaver kan, hvordan de kan lyde, hvordan de kan bruges og kobles til deres forståelse og viden om bogstavlyde og sætningsdannelser.
Pædagogiske mål
De ældste børn i dagtilbud
Undervisningsforløbet understøtter følgende pædagogiske mål for dagtilbud under læreplanstemaet Kultur, æstetik og fællesskab:
Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn får mange forskellige kulturelle oplevelser, både som tilskuere og aktive deltagere, som stimulerer børnenes engagement, fantasi, kreativitet og nysgerrighed, og at børnene får erfaringer med at anvende forskellige materialer, redskaber og medier.
Fælles Mål
Dansk efter 2. klasse
Undervisningsforløbet understøtter danskfagets fællesmål efter 2. klasse med kompetencemålene:
Fortolkning: Eleven kan forholde sig til velkendte temaer gennem samtale om litteratur og andre æstetiske tekster.
Kommunikation: Eleven kan kommunikere med opmærksomhed på sprog og relationer i nære hverdagssituationer.
Under- og efter besøget
For at give eleverne den bedste forudsætning for læring er forløbet struktureret i et under- og efterforløb. Denne vejledning giver inspiration til, hvordan du som pædagog/lærer kan klæde børnene på forud for besøget på Det Kgl. Bibliotek, og hvordan I efterfølgende kan arbejde med stoffet sammen tilbage i børnehaven eller på skolen.
Under besøget – 1,5 time
Ved indgangen til Den Sorte Diamant møder du og gruppen en underviser fra Det Kgl. Bibliotek. Underviseren vil på dialogisk vis introducere børnene til institutionen og facilitere undervisningen i undervisningslokalet, Galejsalen. Under besøget skal gruppen blandt andet se, lytte og mærke de forskellige bogstaver ud fra rim og illustrationer fra de udvalgte ABC-værker. Underviseren vil i samarbejde med børnene undersøge, hvilke universer bogstaverne åbner. Underviseren vil ved jeres ankomst fortælle om din rolle, som overordnet er at hjælpe til og holde det pædagogiske ansvar for børnene.
Efter besøget – 1 time
Efter besøget på Det Kgl. Bibliotek kan I arbejde videre med alfabetet og sætte jeres eget personlige præg på de forskellige bogstaver. Der lægges op til, at I sammen hjemme i børnehaven eller på skolen farvelægger arkene og reflekterer over jeres besøg på Det Kgl. Bibliotek.
Hent arkene om de tre bogstaver:
- U og den underlige ugle
- Ø og østersene Øivind og Øzlem
- B og bjørnen, der var blevet væk fra dens venner
Brug arkene til at reflektere over oplevelsen på Det Kgl. Bibliotek. Mens der farvelægges, kan der snakkes om de erfaringer, børnene/eleverne har gjort sig under besøget. Man kan også tegne andre ting, der starter med bogstaverne U, Ø og B rundt omkring på arket.