Besøg i samlingerne - gymnasie
Kom på besøg i det Kgl. Biblioteks ældste samlinger og oplev nogle af bibliotekets største skatte helt tæt på.
I dette undervisningsforløb oplever og udforsker eleverne Det Kgl. Biblioteks ældste materialer i fællesskab med en kurator og forsker, som fremviser håndskrifter fra middelalderen, tidlige tryk og lignende skatte fra vores imponerende samlinger.
Kuratorerne tager jer med om bag kulisserne og viser udvalgte værker fra middelalderen og den tidligt moderne periode.
Inden fremvisningen af materialet klædes eleverne på til at forstå det, de ser, med et kort oplæg om samlingernes historie, basal palæografi og boghistorie. Herefter får de lov at prøve kræfter med at afkode de smukke men kryptiske bogstaver, udforske illustrationerne og opleve bøgernes visuelle kraft. De får en idé om hvordan et håndskrift blev lavet og hvad de blev brug til, samt hvilken betydning de har for vores forståelse af fortidens mennesker, kulturer og tanker.
I centrum for forløbet står mødet med de originale materialer, og eleverne får lov at komme helt tæt på, mærke hvordan et stykke pergament føles og danne sig et indtryk af de enorme mængder tid og omsorg, det igennem tiderne har krævet at frembringe og bevare disse håndskrifter og bøger - og den store glæde, vi stadig har af dem i dag. Eleverne får hermed et unikt indblik i en helt central del af dansk og europæisk kulturarv.
Praktisk
- Målgruppe: Gymnasier 2. og 3. G
- Fag: Oldtidskundskab, Latin og Græsk
- Læringsmål: Eleverne får indblik i skriftens, bøgernes og lærdommens historie, samt hvordan man håndterer et pergamenthåndskrift og sjældne tryk.
- Varighed: 2 timer
- Pris: gratis
Praktisk om besøget
Der er et par vigtige ting, I skal være opmærksomme på, når I besøger os:
Book en tid
Lige meget om I kommer til et undervisningsforløb eller et besøg på egen hånd, skal I huske at booke en tid til besøget.
Ankomst
Når I ankommer, skal I henvende jer i butikken. Personalet viser jer de aflåste garderobeskabe, hvor I kan opbevare jeres overtøj og tasker. De forklarer også, hvordan I finder rundt i huset.
Vis hensyn
I er meget velkomne til at gå en tur rundt i bygningerne, men husk vi er et arbejdende bibliotek for studerende og forskere. Derfor er det vigtigt, at klassen taler lavmælt og så vidt muligt følges ad, når I bevæger jer rundt i huset.
Spisning
Vi har ikke et egentligt frokostområde, men I kan købe mad og drikke i caféen. Deltager I i et undervisningsforløb, kan I spise jeres madpakker i undervisningslokalet Galejsalen, hvis I har booket tid til det på forhånd. På grund af andre aktiviteter i lokalet kan vi kun tilbyde 15 minutter til spisning – enten før eller efter undervisningen. Om sommeren anbefaler vi, at I nyder jeres madpakker udendørs i Bibliotekshaven eller ved havnekajen. Mad og drikke i caféen
Fotografering
I må gerne fotografere til privat brug i Det Kgl. Bibliotek: Foto- og filmoptagelser i Det Kgl. Bibliotek