Lærervejledning til Kære Dagbog
Denne lærervejledning giver inspiration til, hvordan du som lærer klæder eleverne på til undervisningsforløbet inden besøget på Det Kgl. Bibliotek.
Undervisningsforløbet
I undervisningsforløbet Kære Dagbog skal I fordybe jer i dagbogsgenren gennem fortælling, undersøgelse og dialog. Med udgangspunkt i elevernes erfaringsverden skal eleverne udforske dagbogen som redskab og som vindue ind i deres egen nutid og den sammenlignelige fortid sammen med en underviser fra biblioteket.
Dagbøger og skrivestemning
I Det Kgl. Biblioteks samlinger findes der dagbøger fra historiske personer som H.C. Andersen og Georg Brandes. Dagbøgerne fungerer som inspiration for elevernes egen dagbogspraksis. Selvom der er mere end 200 års forskel, så er flere hverdagsdilemmaer alligevel de samme. Eleverne får indsigt i dagbogen som historisk kilde og kan drage paralleller mellem deres egne dagbøger og de historiske.
Dagbogen tilbyder et rum, der kan styrke elevernes skrivelyst. Den er er et privat sted, hvor eleverne kan skrive fri for præstation. Denne frihed til at udtrykke tanker, følelser og oplevelser på deres egen måde, gør skriveprocessen mere engagerende og mindre stressende. Dagbogsskrivning kan hjælpe eleverne med at forbedre deres evne til at formulere tanker, strukturere sætninger, udvide deres ordforråd, forbedre deres håndskrift og ikke mindst finde ind til deres egen unikke skrivestemning.
Trivsel og fællesskab
I undervisningsforløbet er der også fokus på trivsel og fællesskab, da begge temaer er fællesnævner for de historiske og elevernes egne dagbøger. Undervisningsforløbet kan bruges som en anderledes undervisningsform til netop at belyse trivsel gennem hverdagsdilemmaer, tanker og svære følelser. Dagbogsskrivning opfordrer eleverne til at reflektere over deres dag, handlinger og oplevelser. Selvrefleksion kan hjælpe eleverne med at udvikle kritisk tænkning og dybere forståelse af dem selv og verden omkring dem.
Som eksternt læringsmiljø og kulturinstitution tilbyder Det Kgl. Bibliotek jeres klasse en læringsoplevelse uden for skolens vante rammer. Her får eleverne mulighed for at se sig selv, læreren og hinanden i en ny kontekst og som en del af et fællesskab.
Før, under og efter besøget
For at give eleverne den bedste forudsætning for læring, er forløbet struktureret i et før- under, og efterforløb. Denne lærervejledning giver inspiration til, hvordan du som lærer klæder eleverne på til undervisningsforløbet inden besøget på Det Kgl. Bibliotek. Efterfølgende kan I arbejde videre med stoffet tilbage på skolen med eftermaterialet.
Før besøget – 2 lektioner
Undervisningen starter på skolen, hvor eleverne introduceres for dagbogen som genre og redskab. Gennemgå spørgsmålene nedenfor sammen med eleverne og præsentér dem for de tre øvelser efterfølgende. Spørgsmålene kan du stille til klassen i plenum, og øvelserne løser eleverne enkeltvis.
Spørgsmål til eleverne i plenum
- Hvad kan en dagbog bruges til?
- Hvem skal læse i en dagbog, og hvem skal ikke? Uddyb hvorfor.
- Kunne du forestille dig at skrive dagbog selv? Uddyb hvorfor.
Øvelse 1: Hurtigskrivning
- Brug 2 minutter på at skrive alt det ned, som lige falder dig ind. Forestil dig, at du skal tømme dit hoved for tanker ned på papiret. Når tiden er gået lægger du dit skriveredskab og papir fra dig – du må ikke lave ændringer i din tekst.
- Genlæs din tekst og tænk nu over, hvad du vil gøre anderledes, hvis du skulle lave øvelsen igen. Måske du vil skrive på en anden måde, være mere beskrivende og bruge flere tillægsord, eller måske du gerne vil nå at skrive endnu mere ned. Husk at skrive dine tanker og overvejelser ned.
Øvelse 2: Beskriv din dag baglæns
- Start med at tænke over din dag i går – hvad skete der, og hvad lavede du?
- Brug 20 minutter på at beskrive din dag i går, men begynd bagfra. Start med at beskrive din aften omkring sengetid og tænk så tilbage på, hvad du lavede på dagen. Afslut med at beskrive din morgen, lige da du vågnede.
- Læs din beskrivelse højt for en eller flere fra klassen.
Øvelse 3: Gør en kedelig begivenhed sjov
- Tænk på en kedelig begivenhed fra din hverdag. Prøv at beskrive den så sjovt som overhovedet muligt. Måske begivenheden kan gøres mere spændende eller meget dramatisk.
- Læs din beskrivelse højt for en eller flere fra klassen.
Under besøget – 2 timer
Under besøget introduceres eleverne for dagbogen gennem dialogbaseret undervisning, gruppearbejde og egen undersøgelse. Eleverne bliver præsenteret for et udvalg af historiske dagbøger og nutidige dagbogsuddrag ved en underviser fra biblioteket. I skal besøge udstillingen Skatte, hvor elever skal lave en skriveøvelse enkeltvis.
Afslutningsvis samler klassen op på udstillingsbesøget og dagbogstemaerne sammen med underviseren. Som lærer må du meget gerne koble til undervisningen på skolen undervejs samt drage paralleller til elevernes forforståelse og viden om emnerne.
Eleverne får udleveret deres helt eget dagbogshæfte, som de kan tage med tilbage til skolen. I dagbogshæftet er der plads til at lave skriveøvelser og føre dagbogsindlæg, både i skolen og derhjemme, alt efter hvordan I vælger at arbejde videre med temaet på skolen.
Efterarbejde i klassen – 2 lektioner
Efter besøget på Det Kgl. Bibliotek har I mulighed for at arbejde videre med dagbogstemaerne, som eleverne allerede har taget hul på. Elevernes dagbogshæfter kan bruges til skriveøvelser og til at føre dagbogsindlæg.
Øvelse: Sanseskrivning
- Find et sted i Bibliotekshaven, hvor der er en helt særlig stemning. Det kunne også være i en park, skolegården, gymnastiksalen, eller måske i en kirke.
- Brug først 2 minutter på at mærke stemningen på stedet.
- Når tiden er gået, beskriver du, hvad du oplever på stedet. Brug så mange tillægsord som muligt i din beskrivelse. Svar på spørgsmålene nedenfor undervejs.
- Hvad du kan se?
- Hvad du kan høre?
- Hvad du kan lugte?
- Hvad du kan mærke?
- Tilbage på skolen læser du din beskrivelse højt for en eller flere fra klassen.
Hjemmeopgave
- Bed eleverne om at skrive dagbog hver eneste dag gennem en periode. Eleverne skal forsøge at skabe en god vane med at skrive i deres dagbøger.
- Det er en god idé at finde et godt sted og tidspunkt derhjemme, hvor eleven kan skrive i sin dagbog. Måske det er om morgen inden skole eller lige før sengetid.
Fælles mål
Dansk efter 9. klasse
Kompetenceområde: Læsning
Kompetencemål: Eleven kan styre og regulere sin læseproces og diskutere teksters betydning i deres kontekst. Herunder: Afkodning, Sprogforståelse, Tekstforståelse og Sammenhæng.
Kompetenceområde: Fremstilling
Kompetencemål: Eleven kan udtrykke sig forståeligt, klart og varieret i skrift, tale, lyd og billede i en form, der passer til genre og situation. Herunder: Planlægning, Forberedelse, Fremstilling, Respons, Korrektur og Præsentation og evaluering.
Kompetenceområde: Fortolkning
Kompetencemål: Eleven kan forholde sig til kultur, identitet og sprog gennem systematisk undersøgelse og diskussion af litteratur og andre æstetiske tekster. Herunder: Oplevelse og indlevelse, Undersøgelse, Fortolkning, Vurdering og Perspektivering.
Historie efter 9. klasse
Kompetenceområde: Kronologi og sammenhæng
Kompetencemål: Eleven kan på baggrund af et kronologisk overblik forklare, hvorledes samfund har udviklet sig under forskellige forudsætninger. Herunder: Kronologi, brud og kontinuitet Principper for overblik Det lokale, regionale og globale Historiekanon.
Kompetenceområde: Historiebrug
Kompetencemål: Eleven kan forklare samspil mellem fortid, nutid og fremtid. Herunder: Historiske scenarier, Konstruktion og historiske fortællinger og Historisk bevidsthed.