Byg en bog - udskoling
Lær om boghåndværk på Det Kgl. Bibliotek og byg selv en bog.
I dette undervisningsforløb fremstiller eleverne selv en bog med udgangspunkt i boghåndværkets traditionelle metoder, teknikker og design. Bogens materialer er fabrikeret af håndbogbinderne fra Det Kgl. Biblioteks bevaringsafdeling, der til daglig arbejder med at indbinde og beskytte bøgerne i bibliotekets enorme samlinger.
I undervisningsforløbet laver eleverne selv bogens udstyr, såsom bogbind og bogblok, og de vælger selv designet og det æstetiske udtryk til deres bøger. Eleverne bliver introduceret til Det Kgl. Biblioteks samling af bøger og historien om den bogglade konge, Frederik 3., som startede Det Kgl. Bibliotek. Eleverne får kendskab til boghåndværket gennem tiden og frem til i dag. I forløbet får eleverne erfaring med designproces, udførelsen af et håndværk samt viden om boghåndværkets historie.
Forløbet starter på skolen, hvor I som klasse selv forbereder jer på besøget med en introduktionsvideo fra biblioteket. Derefter fortsætter undervisningen på Det Kgl. Bibliotek med en workshop, hvor eleverne selv får mulighed for at være kreative og bygge deres egen bog.
Efter besøget har I mulighed for at fortsætte arbejdet hjemme på skolen, hvor eleverne reflekterer over deres eget forhold til bøger. Eleverne udfylder bogens indhold, der består af en række opgaver. Disse bygger videre på de emner og indtryk, som eleverne har fået fra biblioteket.
- Målgruppe: 7.- 8.- 9. klasse (valgfag)
- Fag: Håndværk og design
- Varighed: 2,5 timer
- Pris: 850 kr. Venteliste til betalingsfrit forløb ved Åben Skole i Københavns Kommune.
Læringsmål
- Eleverne har viden om bogens opbygning samt forståelse for bøgers materialitet og design.
- Eleverne har indsigt i det traditionelle boghåndværk gennem undervisning og ved brug af egne hænder.
- Eleverne kan indgå i en designproces relateret til et bestemt håndværk.
- Eleverne kan reflektere over deres eget brug af bøger i hverdagen.
Lærervejledning
Praktisk om besøget
Der er et par vigtige ting, I skal være opmærksomme på, når I besøger os:
Book en tid
Lige meget om I kommer til et undervisningsforløb eller et besøg på egen hånd, skal I huske at booke en tid til besøget.
Ankomst
Når I ankommer, skal I henvende jer i butikken. Personalet viser jer de aflåste garderobeskabe, hvor I kan opbevare jeres overtøj og tasker. De forklarer også, hvordan I finder rundt i huset.
Vis hensyn
I er meget velkomne til at gå en tur rundt i bygningerne, men husk vi er et arbejdende bibliotek for studerende og forskere. Derfor er det vigtigt, at klassen taler lavmælt og så vidt muligt følges ad, når I bevæger jer rundt i huset.
Spisning
Vi har ikke et egentligt frokostområde, men I kan købe mad og drikke i caféen. Deltager I i et undervisningsforløb, kan I spise jeres madpakker i undervisningslokalet Galejsalen, hvis I har booket tid til det på forhånd. På grund af andre aktiviteter i lokalet kan vi kun tilbyde 15 minutter til spisning – enten før eller efter undervisningen. Om sommeren anbefaler vi, at I nyder jeres madpakker udendørs i Bibliotekshaven eller ved havnekajen. Mad og drikke i caféen
Fotografering
I må gerne fotografere til privat brug i Det Kgl. Bibliotek: Foto- og filmoptagelser i Det Kgl. Bibliotek