Mand med kaninmaske, som sidder på trappetrin

Foto: Emil Ryge

Fotografi, analyse og fortælling - Udskoling

Udforsk fotografierne i udstillingen Verden omkring os og lær om billedanalyse og fortælling.

I udstillingen Verden omkring os præsenteres eleverne for historiske fotografier og fotokunst fra årene omkring 1900 frem til i dag. Fotografer har rettet deres kameraer mod verden i mere end 200 år, og deres billeder har været med til at forme vores blik på verden lige siden fotografiets fødsel.

Kameraet bruges som redskab til at undersøge verden ved at eksperimentere med udtryk og skabe kunstneriske billeder. Alt sammen påvirker vores indtryk af verden omkring os.

Når vi ikke tager billeder af os selv, men vender kameraet mod verden, hvad er det så, vi forsøger at indfange på billeder? Og hvilke fortællinger om verden skabes gennem fotografi? Det er nogle af de spørgsmål, som eleverne skal arbejde med i undervisningsforløbet gennem fire temaer: natur, by, materiale og klima.

Gennem fortælling, undersøgelse og dialog udforsker eleverne fotografiet som genre sammen med en underviser fra biblioteket. Eleverne skal i grupper undersøge, analysere og fortolke et udvalg af billeder fra bibliotekets enorme fotosamling. Undervejs undersøger eleverne fotografiernes fortællinger og laver derefter egne fortællinger over et værk fra udstillingen.

Forløbet starter på skolen med et materiale, hvor I som klasse selv forbereder jer på besøget. Derefter fortsætter undervisningen på biblioteket og foregår dels i udstillingen Verden omkring os dels i vores undervisningssal.
Efter besøget har I mulighed for at fortsætte arbejdet hjemme på skolen med materiale, der samler op og bygger videre på indtrykkene fra udstillingen og tematikkerne.

  • Gældende fra: 2. februar 2026
  • Målgruppe: 7.-10. klasse
  • Fag: Dansk, Historie og Billedkunst
  • Varighed: 2,5 timer

Læringsmål

  • Eleverne har viden om fotografiets historie og den fotografiske genre med særlig vægt på fotokunst.
  • Eleverne er i stand til at anvende billedanalytiske redskaber og kan drage paralleller mellem de historiske fotografier og nutidens fotografier.
  • Eleverne kan reflektere over deres egen brug af fotografi og andet visuelt materiale for eksempel på sociale medier.
  • Eleverne kan diskutere de sociale og politiske emner, som belyses i udstillingens fotografier.

Praktisk om besøget

Der er et par vigtige ting, I skal være opmærksomme på, når I besøger os:


Book en tid

Lige meget om I kommer til et undervisningsforløb eller et besøg på egen hånd, skal I huske at booke en tid til besøget.

Book en tid


Ankomst

Når I ankommer, skal I henvende jer i butikken. Personalet viser jer de aflåste garderobeskabe, hvor I kan opbevare jeres overtøj og tasker. De forklarer også, hvordan I finder rundt i huset.


Vis hensyn

I er meget velkomne til at gå en tur rundt i bygningerne, men husk vi er et arbejdende bibliotek for studerende og forskere. Derfor er det vigtigt, at klassen taler lavmælt og så vidt muligt følges ad, når I bevæger jer rundt i huset.


Spisning

Vi har ikke et egentligt frokostområde, men I kan købe mad og drikke i caféen. Deltager I i et undervisningsforløb, kan I spise jeres madpakker i undervisningslokalet Galejsalen, hvis I har booket tid til det på forhånd. På grund af andre aktiviteter i lokalet kan vi kun tilbyde 15 minutter til spisning – enten før eller efter undervisningen. Om sommeren anbefaler vi, at I nyder jeres madpakker udendørs i Bibliotekshaven eller ved havnekajen. Mad og drikke i caféen


Fotografering

I må gerne fotografere til privat brug i Det Kgl. Bibliotek: Foto- og filmoptagelser i Det Kgl. Bibliotek

Læs mere om udstillingen

Foto The Rainbow af Joakim Eskildsen
Ikke i salg endnu
Fra:
Udstilling

Verden omkring os

En ny udstilling på Den Sorte Diamant tager os gennem fotografiets historie og en verden i forvandling. Vend blikket udad og se verden omkring os fra nye vinkler.

Den Sorte Diamant, Udstilling