Tema 3 - Min familie

Undervisningsforløb til 2.-5. klasse.

Familie på seks mennesker poserer i fint tøj

Foto: Peter Elfelt

Har din familie også gamle fotoalbums stående i reolen? Måske har du bladret i gamle familiebilleder hos dine bedsteforældre? I dag tager du og dine forældre nok flest digitale billeder, når I skal fotografere hinanden. Men tidligere var det normalt at samle fotografier i fotoalbums, der var fulde af familiebilleder fra fødselsdage, jul og sommerferier. Nu skal du arbejde med enten de gamle fotografier eller selv tage et helt nyt fotografi af din familie.

Om lidt skal du se en video med gamle familiebilleder. Billederne er taget af Peter Elfelt, som var fotograf og levede fra 1866-1931. Nu passer Det Kgl. Bibliotek på alle hans billeder. Når du har set videoen, skal du selv arbejde med fotografier af din familie.

Start med at vælge hvilken opgave du vil arbejde med. Vil du tage et billede af din familie, eller vil du finde et gammelt billede af din familie?

 

Opgaver

Vælg mellem de to opgaver nedenunder.

Opgave 1 - Find et familiebillede

To forældre og to børn ser på et fotoalbum

Foto: Jonals Co.

I denne opgave skal du finde et gammelt familiebillede og beskrive det.

  1. Start med at se videoen. Måske skal du se den flere gange.
  2. Kig i gamle billeder og find et billede af din familie. Måske har dine forældre et billede af dem selv som børn sammen med dine bedsteforældre? Du kan også finde et gammelt billede af dig og dine forældre, for eksempel et, hvor I er på ferie eller er ude og opleve noget. Måske har I også et familiebillede, som er taget hos en fotograf?
  3. Forbered et oplæg eller skriv en stil om dit familiebillede. Du kan inddrage disse spørgsmål i din stil eller i dit oplæg:
    • Hvem ser man på billedet? Nævn de personer, som man ser på billedet. Hvordan ser de ud og hvordan er de? Hvordan er du i familie med dem?
    • Hvor er billedet taget? Er det for eksempel taget hos en fotograf, derhjemme eller på en ferie? Beskriv det sted eller den situation hvor billedet er taget.
    • Hvorfor har du valgt netop dette billede?

Opgave 2 - Tag et familiebillede

To voksne med et barn

Foto: Søren Christian Henriksen

I denne opgave skal du fotografere din familie og beskrive den.

  1. Start med at se videoen. Måske skal du se den flere gange.
  2. Nu skal du tage et billede af din familie. Du kan enten være fotograf eller bruge selvudløseren og selv være med på billedet. Måske har videoen inspireret dig til, hvordan billedet skal se ud? For eksempel kunne I sætte jer på stole, eller I kunne tage billedet udenfor?
  3. Nu skal du redigere billedet. Du kan for eksempel ændre lys, beskære billedet eller lægge et filter på billedet. 
  4. Forbered et oplæg eller skriv en stil om dit familiebillede. Du kan inddrage disse spørgsmål i din stil eller i dit oplæg:
    • Hvem ser man på billedet? Nævn de personer man ser på billedet. Hvordan ser de ud, og hvordan er de? Hvordan er du i familie med dem?
    • Hvor er billedet taget? Er det for eksempel taget derhjemme? Beskriv det et sted eller den situation, hvor billedet er taget.
    • Hvorfor har du valgt at tage netop dette billede? Har du haft en særlige idé med for eksempel opstillingen eller redigeringen?