Inspiration til Book Bentos

Her kan både underviser og elever se eksempler på, hvordan man laver en Book Bento - både den klassiske og den digitale.

Man kan lave en Book Bento over alle bøger. Det handler bare om at være kreativ og tænke over, hvilke genstande kan fortælle, hvad der sker i bogen. 

Vi giver dig inspiration til din egen Book Bento i seks forskellige Book Bentos.

Harry Potter og de vises sten

Harry Potter og De Vises Sten ligger på et gulv omringet af magiske genstande

Foto: Pernille Hviid

Kort om bogen

Den 11-årige forældreløse dreng Harry Potter bliver adopteret af sin onkel og tante, som ikke bryder sig om ham. Han har trolddomsblod i årerne og bliver optaget på en skole for trolddomskyndige. Her får han nye venner og fjender.

Genstande til Book Bento baseret på "De vises sten"
  • Tryllestav
    • Som troldmand skal man have en tryllestav. Sådan en køber man i Diagonalstræde hos Hr. Ollivander. Ikke to tryllestave er ens, ligesom ikke to troldmænd er ens, og derfor skal man finde den helt rigtige tryllestav. Den tryllestav, som Harry får, har en halefjer i sig fra den samme Føniksfugl, som Voldemorts tryllestav består af.
  • Troldmandshat
    • Når eleverne starter på Hogwarts, skal de fordeles på de fire kollegier – Gryffindor, Hufflepuff, Ravenclaw og Slytherin. De bliver fordelt ved at tage fordelingshatten på. Den kan mærke i din personlighed, hvor du bedst vil passe ind. Harry, Ron og Hermione kommer alle på Gryffindor.
  • Kost
    • På Hogwarts, skolen for trolddomskunst, flyver eleverne rundt på koste, når de spiller Quidditch. I Quidditch er man delt op i to hold, der spiller imod hinanden. Man skal kaste en bold igennem nogle ringe for at score point. Harry spiller med som søger og skal fange en lille bold kaldet lynet. Når den er fanget, slutter spillet, og holdet med flest point vinder.
  • Nøgle
    • Harry og hans venner skal igennem mange forhindringer for at finde de vises sten. I hver af forhindringerne viser Harry, Ron og Hermione, hvad de er gode til. I rummet med de flyvende nøgler er det Harry, der brillerer med sin flyveteknik, som han har lært til Quidditch.
  • Sten
    • Harry Potter og hans venner, Ron og Hermione, leder efter de vises sten. Det er vigtigt, at de finder den, før den onde Voldemort finder den. Den, der har stenen, kan få evigt liv.
  • Baggrund
    • Baggrunden skal symbolisere delingen mellem de to to rivaliserende kollegier, Gryffindor og Slytherin.

Gummi-Tarzan

Bogen Gummi-Tarzan på et gulv omringet af bl.a. et glas vand, en fodbold og en heks

Foto: Pernille Hviid

Kort om bogen

Gummi-Tarzan er skrevet af Ole Lund Kirkegaard i 1975. Hans far kalder ham Gummi-Tarzan, fordi han så gerne vil have en stærk søn, men Ivan Olsen er lille og tynd og ikke spor stærk, før den dag, han møder heksen.

Genstande til Book Bento baseret på "Gummi Tarzan"
  • Vand
    • Ivan får ofte buksevand i skolen af skolens bøller.
  • Fodbold
    • Ivan vil gerne lære noget nyt, så han kan blive ligesom de andre drenge. Han vil gerne lære at spille fodbold, cykle og spytte langspyt. Men det går ikke så godt.
  • Tarzan
    • Ivans far tager en dag en bog med hjem. Bogen handler om Tarzan. Ivans far vil gerne have, at Ivan skal være mere ligesom Tarzan, som er stor og stærk.
  • Bogstaver
    • Ivan har svært ved at læse bøger. Bogstaverne danser rundt som små myrer.
  • Heks
    • En dag møder Ivan en heks, som vil opfylde hans ønsker, men kun for én dag.
  • Baggrund
    • Baggrunden er valgt, da den er neutral og skal give lidt alder til billedet.

Ternet Ninja

Bogen Ternet Ninja ligger på et gulv omringet af et dankort, et lille sværd og et Danmarksflag

Foto: Pernille Hviid

Kort om bogen

Ternet Ninja er skrevet af Anders Matthesen i 2016. Aske har det lidt svært. Han er forfulgt af klassens bølle, Glenn, og hemmeligt forelsket i Jessica og har brug for lidt held. Det kan en ganske særlig fødselsdagsgave fra onkel Stewart måske gøre noget ved.

Genstande til Book Bento baseret på "Ternet Ninja"
  • Ternet tørklæde
    • Ternet Ninja, eller TN som han kommer til at hedde, er lavet af et ternet tørklæde, som derfor skiller ham ud fra de andre ninjadukker, som er syet i sort stof. TN går meget op i, at tørklædet er af ægte cashmere.
  • Kreditkort
    • Ternet Ninja finder et kreditkort, og det er meget vigtigt, at han finder den person, der ejer kortet. Men det er ikke nemt for en lille ninjadukke, så derfor har han brug for Askes hjælp.
  • Ninja sværd
    • Ternet Ninja har et sværd, der skal forestille et japansk samuraisværd, også kaldet en katana. Aske vil gerne lave en sværdskede til TN, så sværdet kan sidde ordentligt fast i bæltet.
  • Knap
    • Ternet Ninja har knapper som øjne. Selvom det kun er knapper, er de meget udtryksfulde. TN kan også lave sin stemme om, så den lyder fuldstændig som Askes eller andre, så folk tror, at det er dem, der snakker.
  • Fødselsdagsflag
    • Til Askes fødselsdag giver onkel Stewart ham en gave, som han har haft med fra Thailand. Gaven viser sig at være Ternet Ninja. Til fødselsdagsfesten er der flere karakterer med fra Anders Matthesens univers, blandt andet Terkel og hans familie.
  • Baggrund
    • Det grå flisegulv er valgt, da det er neutralt og moderne og passer til de grå nuancer.

Ready Player One

Bogen Ready Player One omringet af en handske, nogle nøgler, et æg og en rubiksterning

Foto: Pernille Hviid

Kort om bogen

Vi er i 2045, og teenagedrengen Wade deltager i spillet Oasis, hvor man kan vinde en enorm pengepræmie. For at vinde skal man vide alt om 1980'erne.

Genstande til Book Bento baseret på "Ready Player One"
  • Handsker
    • Det meste af historien foregår inde i spillet Oasis, som er skabt af den afdøde Halliday. For at betjene spillet skal man bruge haptiske handsker og briller.
  • Æg
    • Halliday har efterladt et "easter egg" (en bonusfeature i et computerspil) i spillet. Den, der finder dette æg, vinder x antal penge. Det er hele omdrejningspunktet for historien.
  • Mønt
    • Parzival vinder en perfekt runde Pac-man og får en spillemønt, som skal vise sig at være meget vigtig senere i historien.
  • Nøgler
    • Dem, der vil forsøge at finde easter egg'et, bliver først nødt til at finde tre nøgler: kobber-, jade- og krystalnøglen. Hver nøgle åbner en portal til næste del af jagten på easter egg'et.
  • Rubiks terning
    • De forskellige verdener i Oasis er inddelt ligesom en Rubiks terning. Dette har skaberen Halliday valgt, fordi hele spillet er fyldt med referencer til 80'erne, hvor Rubiks terningen var et stort hit.
  • Baggrund
    • Baggrunden er valgt, da det ligner en stjernehimmel og bliver meget futuristisk.

Vildheks

Baggrund af græs med billeder af blandt andet bogen Vildheks sat ind over

Foto: Pernille Hviid

Kort om bogen

Clara er en helt almindelig pige på 12 år. Tror hun da. For et møde med en sort kat fører hende ind i vildheksenes verden, hvor hun selv er heks.

Genstande til Book Bento baseret på "Vildheks"
  • Sort kat
    • Clara bliver angrebet af en sort kat i begyndelsen af historien. Denne kat skal vise sig at have stor betydning for hende, da den har en helt særlig magisk forbindelse til hende. Efter den har kradset hende, kan den tale med hende.
  • Hvide sten
    • Clara kommer hjem til sin moster Isa. Her skal Clara lære at blive en vildheks. Isas hus og område er omkranset af klynger med hvide sten, der er med til at give et magisk skjold om grunden.
  • Tåge
    • Da Clara og hendes bedste ven Oscar en dag cykler hjem fra skole, bliver de omringet af en tyk tåge. I tågen støder Clara på et væsen med vinger, som hun tror er en engel, men det er ved at gå grueligt galt i tågen.
  • Ild
    • Clara skal bestå Ildprøven for at bevise, at hun taler sandt angående beskyldninger om Kimæra. Ildprøven har fire elementer: Himlens Ild, Vandenes Ild, Jordens Ild og Ildens Hjerte.
  • Vinger
    • Clara tror i tågen, at hun ser en engel med vinger, men det er i virkeligheden vildheksen Kimæra med mørke kragevinger på ryggen, der er ude efter Clara. Kimæra er historiens skurk og prøver flere gange på at få fat i Clara.
  • Baggrund
    • Baggrunden med græs er valgt, da meget af historien handler om og foregår i naturen.

Tom Gates – Supergode skills (agtigt)

Bogen Tom Gates omringet af chips, en bil og tuscher

Foto: Pernille Hviid

Kort om bogen

Sommerferien nærmer sig, og Tom Gates glæder sig til at blive fri for lektier og at øve med bandet Dogzombies. Men det ender med kaotisk familieferie i stedet. Mange sider i bogen lægger op til, at læseren selv kan være kreativ med sine supergode skills!

Genstande til Book Bento baseret på "Supergode skills"
  • Chips
    • Tom, Derek og Norman har et stort problem. De kan ikke finde ud af, hvilke slags snacks de skal have med til deres næste øver med deres band Dogzombies. Tom kan bedst lide dem med oste-lugte-fodsmag, men Derek kan bedst lide dem med syltede løg. Der er kommet to med ny smag – røget kylling og en med pomfritter og ketchup.
  • Tuscher
    • Tom er rigtig god til at tegne. I bogen ser du flere af hans tegninger, og bogen lægger også op til, at man tegner selv. Tom tegner så ofte, han kan komme til det, også når han burde sidde og lave lektier.
  • Post-its
    • Toms lærer finder på et sidste-skoledags-lotteri. Tom vinder en stor pakke post-its og bliver mægtig glad. Dem kan han bruge til en masse ting, som han også giver eksempler af i bogen. Han giver læseren gode ideer til, hvad man selv kan lave med en pakke post-its.
  • Bil
    • Familien skal på ferie i en hytte. De skal køre derhen i deres bil. Tom bliver sat om på det opslåede bagsæde, for hans søster og hendes veninde skal sidde på midtersædet. Det er Tom bestemt ikke glad for, men prøver at få det bedste ud af det ved at drille søsteren og veninden.
  • Plastikbøtter
    • Toms mor tager en masse plastikbøtter med på turen til feriehytten. Hun mener, at de kan bruges til mange ting. De bliver også alle sammen brugt, da de ankommer til feriehytten, men ikke til at have mad i, men til at opsamle regnvand.
  • Baggrund
    • Den sorte baggrund er valgt, da den giver en skarp kontrast til den gule forside på bogen. Der er mange tegninger i og på bogen, derfor er der valgt en neutral baggrund.