Den distræte mand

Ole Rømer skrev og modtog en del breve fra blandt andre videnskabsmænd rundt omkring i Europa. De fleste af Rømers breve er skrevet på enten latin eller fransk. Breve er meget tit gode kilder at læse, hvis man vil dykke ned i historiens gang, fordi man dels kan lære en masse om den person der skriver brevet, og man kan lære noget om den kontekst og den tid brevet er skrevet i. Ole Rømers breve er ingen undtagelse.

Kalenderreformen

I et af Rømers breve kan man for eksempel læse en masse om en kalenderreform, som Rømer var meget optaget af. Helt konkret så forsøgte han (og det lykkedes ham også) at få Danmark til at indføre den såkaldte gregorianske kalender. Det er det kalendersystem, vi bruger i dag, og brevet (samt mange andre breve han skrev) er fuld af argumenter for det nye kalendersystem.

Indtil Rømer var med til at få den gregorianske kalender indført i 1700, brugte vi i Danmark den julianske kalender (opkaldt efter Julius Cæsar). Dette var lidt upraktisk, da det meste af Europa var gået over til den anden kalenderreform. Helt konkret betød det, at når det var 1. marts i Danmark, så var det 11. marts i for eksempel England. 

Kalenderreformen var - ligesom mange andre af Rømers projekter - en del af at systematisere samfundet, og Rømer var særdeles effektiv og var én af de embedsmænd, som var med til at indføre en del af de systemer, der blev karakteristisk for enevælden. Og Rømer var en travl mand, der, samtidig med at han arbejdede som professor i astronomi og matematik på universitetet, blev borgmester, stod for den første politistyrke, stod i spidsen for det nystiftede Kongelige Bibliotek og meget, meget mere. Så det er ikke underligt, at én af brugerne på biblioteket bemærkede, at man sjældent så Rømer på Rundetårn, hvor biblioteket havde til huse. 

Det travle embedsværk

Med det voksende embedsværk var der også en større gruppe af borgere, som arbejdede med at få samfundet, forretninger og handlen til at vokse: en slags datidig ‘djøfisering’ af samfundet. Og alle disse mennesker, der havde en masse arbejde at udføre fik mere og mere travlt. Det er noget af den travlhed, som blandt andre Ludvig Holberg tager op og gør grin med i komedien “Den Stundesløse”. Men det var ikke kun embedsmanden og datidens ‘djøfer’, som var en ny ‘type’ i samfundet, også videnskabsmanden var en ny karakter, som man kunne møde. 

Videnskabsmanden i litteraturen

Indtil 1800-tallet blev videnskabsmænd ikke uddannet ved universiteterne, men videnskabsmændene blev sponseret af såkaldte mæcener (typisk rigmænd eller kongen, som betalte for at de kunne arbejde). Rømer var også betalt af konger (henholdsvis den franske Ludvig XIV og de danske konger Christian V. og Frederik IV.).

Selvom der var forholdsvis få videnskabsmænd i datidens samfund, så blev de en stadig større og større del af samfundet. Det betød også, at de fik opmærksomhed fra forfattere og kunstnere. Flere af 1600- og 1700-tallets forfattere begyndte at inkludere videnskabsmænd i deres værker - især komedier - hvor de gjorde grin med videnskabsmændenes verdensfjernhed og distræthed.

Ole Rømer blev også personligt angrebet og gjort til grin i et anonymt digt, som hentyder både til hans arbejde som politimester og videnskabsmand:

Tit Poli-Mester tit!        Tag Poli-Høyde med,

Du har jo lært at titte   Din gamle Grade-Stock!

Og see et Himle-Tegn   Og hæng Tøyet op

Den anonyme digter lægger ikke fingre imellem, og kommer både med hentydning til Rømers arbejde som politimester og som astronom, og hvordan han forsømmer sin kone på grund af sit arbejde. 

I slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet  begynder videnskabsmanden som figur at dukke op i litteraturen. Især i den engelske litteratur finder man ofte satiriske beskrivelser af videnskabsmanden, som ofte beskrives som distræt og verdensfjern, og som har travlt med en masse underlige projekter, som aldrig helt ser ud til at lykkes.

Det mest berømte eksempel er fra den engelske forfatter Jonathan Swifts roman "Gulliver’s Travels" fra 1726, hvor hovedpersonen Lemuel Gulliver i et af kapitlerne kommer til landet Balnibarbi. I byen Lagado i Balnibarbi besøger Gulliver det såkaldte “Academy of Projectors”, som er en parodi på det engelske videnskabelige selskab “The Royal Society”, hvor videnskabsmænd laver tåbelige eksperimenter, som eksempelvis at prøve at udvinde solstråler fra agurker. 

På Rømers tid var videnskaben stadig i gang med at etablere sig, og mange eksperimenter og teorier var ikke særlig vellykkede, men efterhånden som man bevægede sig ind i 1700-tallet, blev videnskaben stadig stærkere og mere systematiseret ligesom andre aspekter af samfundet (blandt andet takket været mænd som Rømer). Ideen om den distræte og verdensfjerne videnskabsmand, som er mere optaget af sit arbejde end omverdenen, holder dog ved den dag i dag. Tænk blot på, hvordan videnskabsmænd i dag bliver portrætteres i film og tv-serier. 

Holberg og den travle ikke-travle mand 

“Den Stundesløse” er Ludvig Holbergs bud på et skuespil om en mand, som arbejder og arbejder, men uden at nå noget. Efter enevældens indførelse i 1660 blev der åbnet op for en ny type borger, nemlig dem som var del af embedsværket og den voksende borgerstand. Ole Rømer tilhørte også denne nye klasse i samfundet, hvor fokus var på at få systematiseret alle aspekter af samfundet. I “Den Stundesløse” møder vi den lidt ældre og meget distræte herre Vielgeschrey, hans datter Leonora og hans gæve tjenestepige Pernille, som er den, der holder husholdningen sammen. 

Leonora er forelsket i bedemanden Leander, som hun gerne vil giftes med, men Vielgeschrey har udset sig en bogholder (Peder Erichsen) til hende, da en bogholder vil være god at få ind i Vielgeschreys mange forretninger. For at Leonora og Leander kan få hinanden, lægger Pernille en snedig plan, hvor Leander klæder sig ud som bogholderen, og fordi Vielgeschrey er en meget distræt mand, så opdager han ikke, at det i virkeligheden er Leander, som Leonora bliver gift med. I stedet ender bogholderen med Vielgeschreys husholderske Magdelone. 

I de scener, som I skal læse, er det især beskrivelserne af Vielgeschreys karakter, I skal lægge mærke til. Først skal I læse den første scene i det første akt, som introducerer den stundesløse.

Akt 1, scene 4 foregår på Vielgeschreys kontor i hjemmet, hvor hans assistenter (skriverkarlene) og han skal arbejde med forretningerne. Denne scene er også den første gang, man som læser/tilskuer får et indblik i, hvem Vielgeschrey er, og hvordan han arbejder.

I akt 2, scene 2-3  har Pernille sat sin plan i værk for at få Leonora og Leander gift med hinanden. De hjælpes af Pernilles ven Oldfux, der i denne scene sammen med Leander - der er klædt ud som bogholderen Peder Erichsen - er klædt ud som bogholderens fætter Jonas Andersen. 

Det sidste uddrag, du skal læse, er scene 1-2 af akt 3. Efter at Oldfux og Leander er stukket af, bilder Pernille Vielgeschrey ind, at han allerede har sagt farvel til dem, og at de vender tilbage om aftenen til brylluppet. Pernille og Oldfux sørger for, at Vielgeschrey bliver endnu mere optaget af forretninger, så han ikke opdager, at det er Leander og ikke bogholderen, som er ved at blive gift med Leonora. I dette akt er det nu ved at være tid til brylluppet, og Vielgeschrey har sendt bud efter sin ven Leonard.

Når I har læst uddragene, skal I svare på følgende spørgsmål: