Tema 1 - Portrætfoto
Hvad gør et fotografi til et portræt? Hvilke traditionelle træk er stadig vigtige for genren, og hvilke nye tendenser opstår?
Før fotografiet kom til, var portrætter kun noget, som de kongelige og andre velhavende personer benyttede sig af. De var de eneste, som havde råd til at betale en billedkunstner, der kunne portrættere dem. På billedet her er Dronning Magrethe 2. Hun er for enhver, som kender til hende i forvejen, let genkendelig i hendes udseende. Men på dette billede er der tale om noget særligt ukendt ved den kendte.
Hvad er et portræt?
Et portræt gengiver en eller flere personer i form af for eksempel maleri, tegning, skulptur eller fotografi. Der kan være tale om enten et naturligt eller opstillet portræt, der er et iscenesat billede.
Hvad er et motiv?
Et billedes motiv fortæller noget om den situation, der udspiller sig, men også om de personer, som er på billedet, og det miljø, de befinder sig i.
- Hvem ser man på billedet?
- Hvilken rolle spiller personen for handlingen?
- Hvordan ser personen ud? Er de kendte? Har de særlige egenskaber? Hvilken funktion har de?
- Er der vigtige rekvisitter, og hvilken rolle spiller de?
Opgaver
- Beskriv billedet af Dronningen med fokus på motivet og de elementer, der gør det til et utraditionelt portræt.
- Hvilke elementer gør, at Dronningen er genkendelig for jer?
- Diskutér hvilken symbolsk betydning, der er bag Dronningens lukkede øjne? Hvad gør det ved jeres opfattelse af Dronningen?
- Hvorfor tror I, at fotografen Torben Eskerod har valgt at tage dette utraditionelle billede af Dronningen?
- Søg på nettet efter billeder af Dronning Magrethe 2. og find et officielt portræt, som I vil betegne som traditionelt.
- Hvilke elementer gør jeres billede fra nettet til et traditionelt portræt af Dronningen?
- Hvordan adskiller jeres billede fra nettet sig fra Torben Eskerods portræt?
Perspektiv
Den folkekære prinsesse Marie var meget begejstret for kameraet og forstod at udnytte det til at iscenesætte sig selv. Hun poserede i festtøj i fotografernes atelierer, der var udstyret med malede baggrunde med idylliske skove, og hun havde rekvisitter som bænke og robåde. Men prinsessen trak også i sin branduniform – hun fungerede faktisk som brandkvinde. På billedet her danner hun par med sin hund.
- Sammenlign fotografiet af Prinsesse Marie med portrætbilledet af Dronning Margrethe 2.
- Hvilke ligheder og forskelle er der?
- Hvad er traditionelt på de to portrætter, og hvad er utraditionelt?
Øvelse
- Find et billede af dig selv og skriv stikord om, hvorfor du har valgt netop dette billede.
- Er det et portræt, selvportræt eller måske en selfie?
- Herefter præsenterer du dit billede for resten af gruppen. Sammen snakker I om hinandens billeder med fokus på, hvorfor der er tale om et godt portræt.
- Er der noget utraditionelt ved billederne, eller noget andet som skiller sig særligt ud?