Tema 8 - Billedporno

Billedpornografien er stadig præget af stereotype forestillinger om køn og seksualitet. Men hvordan kan for eksempel kunsten udfordre pornoens normer?

I dag bruger kunstnere og aktivister porno til at få et bestemt budskab frem. Der insisteres på, at enhver må have lov til at udtrykke sig frit, særligt når det handler om krop og seksualitet. Kunsten har ofte udfordret normerne om kroppen og vist andre sider af virkeligheden med inspiration fra den pornografiske verden. Det ses også i reklamer og på sociale medier, hvor billederne skubber til grænserne for, hvad der er pornografisk, og hvad der blot er inspireret af porno. Og hvem bestemmer egentlig, hvad der er pornografisk?

Kvinde iført afslørende undertøj lavet af slik. Hun slikker på en slikkepind med lukkede øjne.
Fra serien "Girlification"

Foto: Petra Kleis

Hvad er et motiv?

Et billedes motiv fortæller noget om den situation, der udspiller sig, men også om de personer, som er på billedet, og det miljø, de befinder sig i.

  • Blinkfang: Hvad er det første, man ser på billedet?
  • Hvad foregår der på billedet?
  • Hvordan ser personen ud? Er de kendte? Har de særlige egenskaber? Hvilken funktion har de?
  • Er der vigtige rekvisitter, og spiller de en rolle?
Hvad er en fortolkning?

Fortolkningen af et billede er en forklaring af, hvad fotografen prøver at kommunikere gennem billedet?

  • Er det et provokerende billede?
  • Vil fotografen have os til at tage stilling eller reagere?
  • Taler billedet til vores følelser: samvittighed, glæde, omsorg, fornuft, ubehag eller medlidenhed?

Opgaver

  • Beskriv Petra Kleis’ billede af Maja Malou Lyse med fokus på motivet.
    • Hvad er billedets blikfang?
  • Overvej om I synes billedet er pornografisk eller ej.
    • Hvilke elementerne på billedet kunne være inspireret af pornografi? Begrund jeres svar.
  • Læs interviewet med fotograf Petra Kleis
    - Hvilke overvejelser har Petra Kleis om kroppen i fotoprojektet ”Girlification”?
    - Hvordan vil I fortolke billedet af Maja Malou Lyse?
    - Hvilken betydning er der bag?
     

Perspektiv

Fra 1866 var pornografiske billeder fuldstændig forbudt. Alligevel voksede et stort marked frem, og erotiske billeder blev solgt under disken ulovligt. Der var forbud mod de billeder, man kaldte ”spekulation i sanselighed”, og politiets efterforskere brugte meget tid på at vurdere den gråzone, som modelbillederne befandt sig i. Var de for eksempel lavet til kunstnere, som ville øve sig i at tegne nøgne kroppe, eller var der en anden bagtanke? I dag møder vi denne gråzone i reklamer og på sociale medier. Politiets større samling af beslaglagte pornografiske billeder er i dag en del af Det Kgl. Biblioteks samling.

Forskellige erotiske billeder indklæbet i et fotoalbum
Fra Københavns Politis katalog over forskellige typer af erotisk materiale, u. å.

Foto: Ukendt ophav

  • Overvej hvorfor de billeder, som I ser her, blev inddraget af politiet dengang for at være ”spekulation i sanselighed”.
    • Hvilke elementer på billederne, tror I, der blev fortolket som pornografiske eller erotiske?
  • Diskutér gråzonen i reklamer og på sociale medier, som I møder i dag.
    • Hvilke forskelle og ligheder er der mellem at se porno og at blive konfronteret med nøgenhed og sex i for eksempel reklamer, musikvideoer, sociale medier eller i kunsten?

Øvelse

  • Diskutér hvilke normer om kroppe, sex og seksualitet, der kommer til udtryk i porno.
  • Hvorfor tror I, at sociale medier har særligt fokus på anvendelsen af nøgenheden på billeder?
  • Hvordan bliver I påvirket af fremstillinger af bestemte kroppe og skønhedsidealer på for eksempel sociale medier?