Tema 6 - Pressefoto
Pressefotografier viser afgørende øjeblikke, men mange bliver først afgørende, fordi de bliver fotograferet. Nogle pressefotos bliver ikoniske og kommer til at bære en hel tid eller bevægelse i sig.
Pressefotografier kan have noget tidsløst over sig, selvom deres funktion er at afspejle noget aktuelt og vise et øjebliksbillede. Nogle pressefotografier er ikoniske billeder, fordi de fanger en tendens i samfundet, og bliver symbol for en bestemt begivenhed. De ikoniske billeder vil ofte være det, man ser for sig, når man tænker på den bestemte historiske begivenhed.
Hvad betyder komposition?
Et billedes komposition fortæller noget om opbygningen og de elementer, som man kan se på billedet.
- Blikfang: hvad er det første, man ser på billedet?
- Hvilke andre elementer er der på billedet?
- Hvordan er elementerne placeret i forhold til hinanden?
- Er der bevægelse eller stilstand på billedet?
Hvad er et ikonisk billede?
Et ikonisk billede fortæller en historie uden ord. Billedet bliver et symbol på en tendens i tiden og noget større end blot det enkelte øjebliksbillede.
- Kan historien på billedet tydelig afkodes?
- Hvilken situation eller tendens i samfundet skal billedet repræsentere?
Opgaver
- Beskriv Rasmus Flindt Pedersens pressefoto med fokus på kompositionen.
- Hvordan er stemningen på billedet, og hvilke følelser vækker det hos jer?
- Beskriv hvordan I oplever personerne og omgivelserne på billedet.
- Er handlingen tydelig at afkode ud fra, hvad I kan se på billedet?
- Beskriv billedets ikoniske karakter.
- På hvilken måde er billedet et symbol på noget større end blot et øjebliksbillede?
Perspektiv
Under Besættelsen blev den franske skole i København bombet, og tragedien var stor. Fotografen Erik Petersen var til stede og tog flere dramatiske billeder. Billedet, I ser her, forestiller en mand i spring midt i murbrokkerne, og det beskrives af mange som ikonisk, fordi det viser mennesket som blev jaget vildt under krigen. Selv om fotografiet er bundet til en bestemt tid og et bestemt nu, så kan det sagtens være et symbol på noget større.
- Beskriv Erik Petersens billede og fokusér særligt på kompositionen og den stemning, som I oplever på billedet.
- Hvilken effekt har det, at billedet er sort hvid?
- Hvilke elementer på fotografiet gør det til et ikonisk billede på krig?
- Sammenlign det historiske billede af Erik Petersen med Rasmus Flindt Pedersens pressefoto fra Irak.
- Hvilke forskelle og ligheder er der?
Øvelse
- Diskutér hvorfor det er vigtigt, at fotografer bevæger sig ud i verdenen for at tage pressefotografier af f.eks. krigszoner.
- Hvilke fordele og ulemper kan der være ved at være krigsfotograf i dag?
- Hvilken stemning og hvilke følelser får I, når I kigger på krigsbilleder?