Tema 0 - Pressefotografiets fødsel
Hvad betyder pressefotos for forståelsen af de begivenheder, der er skrevet om i avisen? Hvornår så man det første pressefoto, og hvorfor er pressefotografen vigtig for vores demokratiske samfund?
Ordforklaring: pressefoto
Et pressefoto er et fotografi, som:
- ofte knytter sig til en avisartikel
- viser en nyhed
- viser virkeligheden
- har realistisk look
- ikke er manipuleret
- skaber blikfang til artiklen
- ser realistisk ud (ikke kunstnerisk)
Det vigtigste er selve nyheden og det perfekte øjeblik.
Kilde: Ind i dansk
Opgaver
- Er dette et pressefoto? Kan det diskuteres, hvorvidt dette er et pressefoto ud fra de kriterier, I har lært. Se også pressefotoet i den oprindelige udgave af Vendsyssel Tidende, 20. juli 1889.
- Hvad gør et fotografi til et pressefoto? Hvordan vil I definere et pressefoto? Kig blandt på vinderbillederne af Årets Pressefoto fra 1974 til nu i arkivet ved Årets Pressefoto. Vælg et billede, I vil tage udgangspunkt i og sammenlign det med de kriterier, der står ovenover.
- Hvorfor tror I, at pressefotos og fotojournalisme er nødvendigt for at fortælle en vigtig historie, en nyhed eller skildre en begivenhed?
- Det Kgl. Bibliotek har gemt fotografier fra aviser helt tilbage fra starten af 1900-tallet. Altså billeder fra længe før konkurrencer om de bedste pressefotos og internettet kom til. De gamle pressefotos er meget anderledes end dem, vi ser i dag. Lever billederne på forsiden af avisen op til definitionen af et pressefotografi?
Øvelse
Nu skal I vurdere, hvilken type pressefotos Holger Damgaards billeder er. Se på disse fire billeder taget af Holger Damgaard.
- Vurder hvilken undergenre hvert af billederne repræsenterer. Brug undergenrerne fra analysehjulet eller kategorierne fra konkurrencen Årets Pressefoto.
- Overvej om nogle af billederne passer under flere undergenrer eller kategorier, og om de skifter karakter, alt efter hvilken undergenre eller kategori, de tilhører. Tænk også over, om man overhovedet kan sætte de nutidige kategorier på de historiske billeder.
- Kig nu i billederne på jeres telefon. Har I billeder, som kan repræsentere en af disse undergenrer eller kategorier enten fra analysehjulet eller fra Årets Pressefoto? Vælg et billede, forestil jer, at det er et pressefoto og beskriv, hvordan det passer ind i en undergenre eller en kategori.