I pressefotografens fodspor
Kom med bag kameraet og bliv klogere på pressefotoet.
Introduktion
I dag er vores liv fuldt af billeder. Vi tager dem selv, og vi ser dem alle steder f.eks. på vores telefoner, på computere eller på forsiden af en avis. Nogle billeder er blot hurtige snapshots, der måske slettes lige efter de er taget, mens andre gemmes og måske går over i historien. Nogle af disse fotografier er pressefotografier, og det er dem, som I skal arbejde med nu. I kommer til at gå på opdagelse i, hvad et pressefoto egentlig er, og hvad der adskiller en pressefotograf fra alle andre, der tager billeder.
I skal nu dykke ned i pressefotografiets historie og gå i pressefotografens fodspor for sammen at blive klogere på, hvad pressefotografen må overveje, hver eneste gang han eller hun står over for en situation, hvor et fotografi er nødvendigt for at fortælle en helt speciel historie.
Forløbet
Igennem otte temaer skal I arbejde med pressefotos og lære genren og dens historie at kende.
Sådan gør I:
- lyt til historien bag billedet ved hvert tema
- arbejd med temaets opgaver i grupper eller individuelt
- arbejd med øvelserne til temaerne, som lægger op til debat i grupper eller på klassen
- dyk eventuelt længere ned i temaerne med opgaverne, vi kalder fordybelse
Definition af et pressefoto
Et pressefoto bruges til at
- vise et øjebliksbillede fra en begivenhed
- rette opmærksomhed hen imod en nyhed eller en sag
- give en artikel blikfang
- påvirke til en stemning eller bestemte følelser omkring en begivenhed
- udtrykke en holdning til det der skrives om i artiklen
give en visuel (syns) oplevelse
Kilde: Ind i Dansk
Billederne
I skal arbejde med pressefotos fra Det Kgl. Biblioteks samlinger og med Pressefotografforbundets online arkiv med vinderne af Årets Pressefoto konkurrence. Inden for konkurrencen er der 13 forskellige kategorier, man kan vinde i. De repræsenterer alle de undergenrer, som pressefotos kan inddeles i. Nogle nøjes dog med at inddele pressefotografiet i fire overordnede genrer, nemlig nyhedsfoto, portrætfoto, reportagefoto og hverdagsfoto.