Breve, blæk og Blixen - lærervejledning

Lad dine elever mærke historiens vingesus, når de på Det Kgl. Bibliotek skal skrive breve med gammeldags fjerpen, blæk og laksegl.

Lærervejledning mellemtrinet/udskolingen

Kærlighedsbreve, postkort, brevkassebreve, telegrammer, gækkebreve og rejsebeskrivelser - tag din mellemtrin-klasse med på en historisk rejse ind i brevgenren, gennem personlige og gribende breve – blandt andre af Karen Blixen.

Lang tid før internet, tablets og videosamtaler var mulige, var brevet en vigtig kommunikationsform. Tusinder og tusinder af håndskrevne breve blev skrevet til familie og venner på tværs af land og grænser. Det Kgl. Bibliotek har store brevsamlinger fra både kendte og ukendte danskere, som giver et enestående indblik i deres liv og tanker.

Gennem udsnit af disse breve får eleverne indblik i fortidens liv, de lærer om brevet som genre, og de prøver selv kræfter med det personlige håndskrevne brev med gammeldags skriveredskaber som blæk og fjerpen.

Før, under og efter forløbet

For at give eleverne de bedste forudsætninger for læring er forløbet struktureret i et før, under og efter forløb.

Denne lærervejledning giver inspiration til, hvordan du som lærer forud for undervisningen på biblioteket klæder dine elever på til besøget og til, hvordan I efterfølgende kan viderebearbejde stoffet sammen.

Før- og efterarbejdet kan fylde i omfanget 2-4 lektioner. Undervisningsforløbet på biblioteket varer 2 timer.

Læringsperspektiver og temaer 

Materialet er målrettet mellemtrinnets, udskolingens og ungdomsuddannelsernes dansk- og historieundervisning.

Formålet med forløbet er at give eleverne indblik i brevskrivningens kulturhistorie.

Derudover kan åben skoleforløb understøtte den faglige, sociale og dannelsesmæssige udvikling.

Dansk og historie

Forløbet er målrettet danskfaget og historiefaget.

Forløbet kan anvendes enkeltstående eller som en del af et længere forløb.

Dansk: læringsmål

  • Eleven kender genretræk, herunder blandt andet sprogbrug og layout for det personlige brev
  • Eleven har viden om modtager- og afsenderforhold i det personlige brev
  • Eleven har viden om udvalgte historiske og kulturelle litterære perioder
  • Eleven kan sætte det læste brev i forhold til tekstens samtid.
  • Eleven kan udtrykke sin tekstforståelse gennem medskabelse af teksten; det personlige brev
  • Eleven har viden om kanon-forfatter, Karen Blixens liv og virke.

Forløbet efterlever danskfagets formål:

Stk. 1. ”Eleverne skal i faget dansk fremme deres oplevelse og forståelse af litteratur og andre æstetiske tekster, fagtekster, sprog og kommunikation som kilder til udvikling af personlig og kulturel identitet. Faget skal fremme elevernes indlevelsesevne og deres æstetiske, etiske og historiske forståelse.

Historie: Læringsmål

  • Eleven kan konstruere historiske fortællinger gennem brevskrivning
  • Eleven har viden om kanonperioden 1900-1920
  • Eleven har viden om elementer der indgår i historiske scenarier, bl.a. gennem historiske skrive- og kontorredskaber.
  • Forløbet hjælpen eleven til kontekstualisering af levevilkår for perioden 1900-1920, og understøtter elevens historiske indlevelse og empati.

Forløbet efterlever historiefagets formål:

Stk. 3. Elevernes historiske bevidsthed og identitet skal styrkes med henblik på, at de forstår, hvordan de selv, deres livsvilkår og samfund er historieskabte. Derved opnår eleverne forudsætninger for at leve i et demokratisk samfund.

Klassens forberedelse (før besøget): 1-2 lektioner

Undervisningen starter på skolen, hvor klassen forbereder sig på besøget ved at gennemgå PowerPoint præsentationen.

Intro

I PowerPointen præsenteres klassen for Det Kgl. Bibliotek på Slotsholmen, og for de mangeartede materialer som indsamles af biblioteket via pligtafleveringsloven og bevares i store arkiver og magasiner.

Det er det oplagt at tale om, hvilke erfaringer eleverne selv har med brevskrivning og samtidig inddrage dine egne erfaringer som ældre generation. Tal eksempelvis om hvilke forskelle der kan være mellem at skrive et analogt brev og at skrive over digitale platforme.

Klasseopgave: undersøg Karen Blixen

Under besøget på biblioteket hører eleverne en dramatisering af et Karen Blixen brev om en løvejagt i Kenya. Skab kendskab til Karen Blixen hos eleverne ved at bede dem om at søge på nettet og svare på spørgsmålene i PowerPoint præsentation.

  1. Hvad er Karen Blixen kendt for? Og hvem er Isak Dinesen
  2. Hvor Blev Karen Blixen født? Hvordan var hendes barndom og familiebaggrund?
  3. Hvor havde Karen Blixen en kaffeplantage? Hvor længe havde hun den?
  4. Hvordan holdte Karen Blixen kontakten med sin familie, mens hun boede i Afrika?
  5. Hvad kan man bruge Karen Blixens brevsamling til i dag?

Eventuelt kan klassen deles op i grupper, og hver gruppe kan forholde sig til og besvare et enkelt spørgsmål, som efterfølgende gennemgås i plenum.

Under besøget: 2½ timer

Ved indgangen til Det Kgl. Bibliotek møder du og klassen en af vores undervisere. Underviseren vil på dialogisk vis introducere klassen til institutionen og facilitere undervisningen i undervisningslokalet Galejsalen. Under besøget skal klassen blandt andet lytte til et oplæst Karen Blixen-brev og se nogle af Bibliotekets skatte fra Karen Blixen. De bliver efterfølgende bedt om at skrive deres eget brev inspireret af Karen Blixen.

Ideer til efterbearbejdning (efter besøget): 1 til 4 lektioner

Oplæsning af breve og mini-udstilling

Tilbage på skolen kan klassen fortsætte arbejdet ved at læse brevene, som de har skrevet på biblioteket, op i klassen.

Efterfølgende kan klassen lave en fælles mini-udstilling og hænge de flotte breve op et oplagt sted på skolen.

En anden mulighed er at bede klassen om at ”oversætte” brevet til en ny skriftlig genre. Hvordan ville brevet lyde, hvis det eksempelvis var skrevet som en FB-besked? En SMS? Eller noget helt tredje? Lad klassen selv komme med ideer til platforme – gerne som de kender fra deres hverdag, og lad dem vælge frit.